Ny undersøgelse af danskernes kulturaktiviteter

Kulturministeriet

11/05-2005

Danskernes brug af de forskellige kulturtilbud bliver stadig mere varieret. Det fremgår af den nye kulturvaneundersøgelse, som Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut (AKF) har lavet for Kulturministeriet. Den nye undersøgelse har titlen Danskernes kultur- og fritidsaktiviteter 2004 – med udviklingslinjer tilbage til 1964. Kulturvaneundersøgelsen er efterhånden blevet en vigtig tradition, hvor man siden 1964 har spurgt danskerne om deres kulturvaner.

Kulturminister Brian Mikkelsen glæder sig over undersøgelsen. Han udtaler: ”Undersøgelsen indeholder en guldgrube af information, som jeg håber kan bidrage markant til en velfunderet og nuanceret kulturdebat i Danmark. Jeg vil sammen med resten af Kulturministeriet studere undersøgelsens resultater, og jeg vil bede styrelser, børnekulturnetværket og andre relevante parter om at gøre det samme. Når det er gjort, vil jeg vurdere om undersøgelsen skal give anledning til kulturpolitiske initiativer,” siger Brian Mikkelsen.

Undersøgelsen viser, at befolkningens benyttelse af forskellige aktiviteter med kultur – defineret i en traditionel forstand – har været på stort set samme niveau i næsten tyve år. 79 procent af den voksne befolkning har inden for det seneste år været til enten opera, musical, ballet, skuespil, klassisk musik, på kunstudstilling/-museum, andre museer eller på et folkebibliotek. Der er samlet set markant flere kvinder, der benytter disse kulturtilbud end mændene.

Definerer man ”kultur” mere bredt – og medregner sport og brugen af elektroniske medier – fylder kulturaktiviteter mere i danskernes hverdag end i 1998. Undersøgelsen viser således, at 58 procent af danskerne dyrker sport og motion hver uge. I 1998 var andelen 51 procent. I 1964 var den under 30 procent.

”Jeg hæfter mig ved, at stadig flere danskere dyrker sport og motion. Det understreger, at idrætten spiller en stigende rolle i danskernes kulturliv. Det er også meget glædeligt, at antallet af frivillige vokser. 39 procent af de voksne danskere bruger en del af deres fritid på frivilligt arbejde i forskellige organisationer og foreninger. Det er en stigning fra 1998, hvor andelen af frivillige var 34 procent,” pointerer Brian Mikkelsen.

Kulturvaneundersøgelsen viser, at de elektroniske medier fortsat vinder frem – ikke mindst brugen af Internet og tv. I 2004 så danskerne tv i gennemsnit 2 timer og 30 minutter på hverdage, hvilket er næsten en halv time mere end i 1998. Nyheder er den type udsendelser, som flest interesserer sig for. Der er ikke stor forskel på, hvilke programtyper, der interesserer mænd og kvinder – lige med undtagelse af sport, som mænd ser langt oftere end kvinder.

”Det er en stor cadeau til dansk tv, at DR og TV2 stadig er de mest sete kanaler, idet hhv. 77 og 76 procent ser dem stort set dagligt. Og det er glædeligt, at undersøgelsen viser, at 39 procent af Internetbrugerne benytter Internettet til at søge information om kulturinstitutioner og kulturaktiviteter,” mener Brian Mikkelsen.

Den fortsatte vækst i brugen af de elektroniske medier er ikke gået ud over læsningen. 31 procent af den voksne befolkning læser skønlitteratur næsten hver uge – mod 29 procent i både 1993 og 1998. Andelen der aldrig læser skønlitteratur er faldet fra 31 procent i 1993 til 24 procent i 2004. Der bliver også læst mere faglitteratur, fagblade, tidsskrifter og magasiner. Til gengæld er der sket fald i avislæsningen – især af de traditionelle dagblade. Samlet set læser 64 procent af befolkningen næsten hver dag enten dagblade, webaviser eller gratisaviser – sammenlignet med 68 procent i 1998 (kun dagblade).

Andelen af danskere, der kommer i teatret eller går på kunstmuseum er stort set uændret. 39 procent af voksne danskere været i teatret inden for det seneste år. Men færre kommer på kulturhistoriske museer.

”Andelen af danskere, der går på kulturhistoriske eller naturhistoriske museer, er faldende for de voksnes vedkommende, hvilket tyder på, at der behov for at få set nærmere på disse museers formidling. Jeg har netop nedsat et udvalg, der skal arbejde med spørgsmålet om, hvordan museernes formidling kan forbedres. Jeg ser frem til, at undersøgelsens resultater kan indgå som et redskab i udvalgets arbejde,” siger Brian Mikkelsen.

Stadig flere danskere går i biografen. 66 procent af den voksne del af befolkningen har været i biografen inden for det seneste år. Det er en markant stigning fra 1993, hvor andelen var 51 procent. Andelen af danskere, der aldrig har været i biografen, er faldet fra 21 i 1975 til 11 i 2004.

”Jeg noterer mig med tilfredshed, at de danske spillefilm er dem, der interesserer flest. 80 procent af de voksne interesserer sig for danske film,” understreger Brian Mikkelsen.

Undersøgelsen viser, hvordan børneværelset på få år er undergået en revolution. I dag har 69 procent af børnene tv på eget værelse, og samtidig har 91 procent musikanlæg, 45 procent har video eller dvd, 39 procent har pc, 42 procent har spilcomputer, 20 procent har internetadgang på børneværelset, og endelig har 59 procent af børnene en mobiltelefon. Selvom flere børn har fået tv på værelset, viser undersøgelsen et fald i børns forbrug af tv. Til gengæld er der sket en markant stigning i brugen af computerspil og Internet.

Uden for børneværelset er børn imidlertid også aktive forbrugere af kulturtilbud, og Kulturvaneundersøgelsen viser, at børn, der dagligt bruger Internet er relativt mere aktive på næsten alle de andre områder end gennemsnittet af børn. 80 procent af alle børn og unge har været i biografen inden for det seneste halve år, hvilket svarer til niveauet fra 1998. Der er samtidig sket en markant stigning af børn – fra 51 til 69 procent – der har været til et sportsarrangement som tilskuer inden for det seneste år. Og 88 procent af alle børn og unge dyrker regelmæssigt sport og motion. Ligeledes er der flere børn og unge, der går til dans. 23 procent af børn og unge spiller på et instrument, hvilket er cirka samme andel som i 1998 og 1987. Undersøgelsen bekræfter, at musikskolerne fortsat er et helt centralt omdrejningspunkt for børn og unges musikudøvelse.

”Det er positivt for den musikalske fødekæde, at børn vælger en bredere palet af instrumenter end før. Stryger- og blæserinstrumenter og især slagtøj er blevet meget mere udbredt. Det er positivt for mangfoldigheden i fremtidens musikliv. Som kulturminister har jeg gjort en særlig indsats for den klassiske musiks fødekæde og talentudvikling i det hele taget. Det ser ud til at børn og unge i mindre grad end før selv spiller klassisk musik. Det siger mig, at vi er nødt til at holde fast i denne indsats, hvis børn og unge også i fremtiden har lyst til at stifte bekendtskab med den klassiske musiks kvaliteter,” vurderer Brian Mikkelsen.

En væsentlig pointe er, at mange børn i dag læser forskellige former for skønlitteratur. Cirka 75 procent af børnene kommer på et skolebibliotek mindst en gang om ugen. Dette svarer stort set til niveauet i de tidligere undersøgelser. 39 procent af børnene kommer på et folkebibliotek/børnebibliotek mindst en gang om måneden. Dette er noget mindre end i 1998, hvor andelen var 51 procent. Samtidig har 85 procent af børnene set teater inden for det seneste år. Færre børn har inden for det seneste år været til koncert. Til gengæld har flere været på kunstmuseum – en stigning fra 30 til 44 procent. Hvad angår andre museer har 47 procent af børn og unge besøgt sådant et museum inden for det seneste år, hvilket svarer til niveauet fra 1998.

”Det er glædeligt, at flere børn kommer på kunstudstilling eller kunstmuseum. Og selvom børn i vidt omfang bruger de elektroniske medier og har deres værelser fyldt op med dem, betyder det ikke, at de læser mindre skønlitteratur eller dyrker mindre sport og motion, ligesom de går mere på museum,” siger Brian Mikkelsen.

Der er sammenhæng mellem børn og forældres kulturvaner. Undersøgelsen viser, at en betydeligt større andel af børnene har været aktive på et område, hvis forældrene også er det. Ved aktiviteter som teater og museumsbesøg spiller skolen en vigtig rolle. 34 procent af børnene kommer dog aldrig på kunstmuseum.

”Jeg håber at, Kulturministeriets kanonprojekt vil stimulere en øget interesse for, at forældre og skoler tager børn mere med på alle de museer, hvor man kan få et kendskab til vores kulturarv,” siger Brian Mikkelsen.

Undersøgelsen har også undersøgt indvandrernes kulturvaner. Talmaterialet her er for lille til at drage bastante konklusioner. Men undersøgelsen peger på, danskere af anden herkomst går mindre i teatret, til rytmiske koncerter, overværer i mindre grad sportsarrangementer, besøger sjældnere fortidsminder og læser færre fagblade og tidsskrifter end andre danskere. Derimod går de lige så ofte i biografen, på museum og til klassiske koncerter og de læser ligeså mange bøger.

”Meget tyder på, at biblioteker anvendes mere flittigt af danskere af anden etnisk herkomst end af resten af befolkningen. Formentlig bruger de typisk bibliotekerne til at læse udenlandske aviser. Men potentielt betyder det, at bibliotekerne kan spille en positiv rolle i integrationen,” bedømmer Brian Mikkelsen.

Kulturvaneundersøgelsen 2004 viser ydermere, at danskernes kulturvaner varierer betydeligt i forhold til, hvor man bor i landet. Generelt er kulturforbruget størst i hovedstaden og mindst i landdistrikterne. Men forskellene er blevet indsnævret gennem de seneste år.

”Det er opmuntrende læsning, at det traditionelle gab mellem hovedstad og provins på det kulturelle område er ved at snævre ind. Det er en vigtig målsætning i regeringens kulturpolitik,” fastslår Brian Mikkelsen.

Kulturvaneundersøgelsen 2004 fra AKF er finansieret af Kulturministeriet og er en opfølgning på de undersøgelser, der har været gennemført i 1964, 1975, 1987, 1993 og 1998. I undersøgelsen har deltaget cirka 1830 voksne og cirka 700 børn og unge i alderen 7-15 år. Undersøgelsen er lavet i et samarbejde mellem AKF og TNS Gallup. AKF har udarbejdet spørgeskemaet og har gennemført alle analyser af data og skrevet rapporten. Gallup har gennemført dataindsamlingen.







ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

Google
Web Site